
Fra den 10. september 2008 er der krav om rødt kvalifikationsbevis i forbindelse med visse former for ikke-erhvervsmæssig buskørsel. Kravet om hvidt og blåt kvalifikationsbevis er bortfaldet fra samme dato.
Uddannelsen til rødt kvalifikationsbevis har en varighed på mindst 74 timer. Indholdet af uddannelsen er beskrevet i bilag 3 til bekendtgørelsen om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport.
Danmark
Føreren af en dansk indregistreret bus, der anvendes til ikke-erhvervsmæssig buskørsel på strækninger indtil 50 km fra bussens hjemsted, skal blot have kørekort til kategori D (bus).
Føreren af en dansk indregistreret bus, der anvendes til ikke-erhvervsmæssig buskørsel på strækninger over 50 km fra bussens hjemsted, skal:
have kørekort til kategori D (bus),
have rødt kvalifikationsbevis og
opfylde erfaringskrav (1 års erfaring som fører af lastbil over 3,5 tons tilladt totalvægt eller bus på strækninger inden for en radius af 50 km fra bussens hjemsted).
Erfaringskravet behøver ikke at være opfyldt, hvis kørslen finder sted i en bus, der er indrettet til befordring af højst 17 personer, føreren medregnet.
Hvis bussen kun anvendes til rent privat kørsel (dvs. kørsel, der udføres af køretøjets registrerede bruger eller medlemmer af dennes husstand med dennes nærmeste familie) er føreren undtaget fra kravet om rødt kvalifikationsbevis og erfaringskravet, hvis bussen er indrettet til befordring af højst 17 personer, føreren medregnet.
Øvrige lande
Føreren af en dansk indregistreret bus, der anvendes til international ikke-erhvervsmæssig buskørsel, skal:
have kørekort til kategori D (bus),
være fyldt 23 år,
have rødt kvalifikationsbevis og
opfylde erfaringskrav (2 års erfaring som fører af lastbil over 3,5 tons tilladt totalvægt eller bus).
Følgende er undtaget fra kravet om rødt kvalifikationsbevis:
Førere, der har hvidt og blåt kvalifikationsbevis efter reglerne gældende indtil 10. september 2008.
Førere, der har chaufføruddannelsesbevis knyttet til kategori D.
Førere, der har kørekort til erhvervsmæssig personbefordring med bus (kategori D og ep), og som er omfattet af kravet om efteruddannelse, men ifølge indfasningsordningen endnu ikke skal have gennemført efteruddannelse.
Førere, der har erhvervet kørekort til erhvervsmæssig personbefordring med bus (kategori D og ep) før den 1. januar 1980.
Førere, som inden den 1. juli 1988 var fyldt 21 år, som inden denne dato opfyldte erfaringskravet, og som har blåt kvalifikationsbevis efter reglerne gældende indtil 10. september 2008.

